LUCCA-ALTOPASCIO
2. maj 2018
Ankomsten til Lucca blev en regnvåd, men også smuk og rustik, oplevelse. Mange smukke og historiske bygninger.
Vi fandt katedralen, hvor vi kunne købe pilgrimspas i museet ved siden af, og derefter få vores 1. stempel i katedralen. Det var ret stort! Vi bor på et gammelt hyggeligt B&B (Bed & Breakfast La Torre, 50 Euro inkl. morgenmad), lige ved tårnet med egetræer på toppen ( La Torre Guinigi). Der er ikke så langt hen til ruten herfra. Vi har været rundt i Lucca og kigge, spise, drikke kaffe osv., og det er virkelig en charmerende by med smalle kringelkrogede gader og gyder. Det har regnet on and off hele dagen, men jeg har valgt at være ligeglad med det og bare suge indtryk til mig og nyde nuet.
I morgen skal vi gå til Altopascio, ca. 18-19 km, og det bliver vist en jævn kedelig rute, men pyt, det tager vi med. Glæder mig bare til at komme ud og gå!